Byggebar.
Det er navnet på en helt ny værkstedscafé, der netop er åbnet i Istedgade i
København, hvor børn, unge og deres forældre kan kombinere et cafébesøg med
kreativt snedkerarbejde. Det sker med overskudstræ fra spærproducenten
Palsgaard Spær, som sammen med caféstifter Christian Kloster gerne vil øge
fokus på håndværksfagene. Og viser konceptet sig at være en succes, er det
planen, at det skaleres til i alt seks byggebarer i løbet af 2025 og 2026.
De
seneste år er der åbnet den ene nye kreacafé efter den anden, hvor det blandt
andet er muligt at lave alt fra keramik og male på porcelæn til at strikke,
hækle og lave sine egne smykker. Som pendant til det er der nu åbnet en helt ny
værkstedscafé i København, hvor man ligesom på klassiske caféer kan bestille
mad og drikkevarer, men samtidig stiller caféen også værktøj og træ til
rådighed, så gæster kan samles om at snedkerere produkter i træ. Det er
iværksætter Christian Kloster, der står bag caféen, som har fået navnet
Byggebar, og han glæder sig over nu at kunne tilbyde en ny mulighed til for
eksempel kreative børnefamilier.
-
Vi kan jo se, at andre kreative caféer har stor succes, hvor alt lige fra
børnefamilier til venner og veninder samt kolleger tager forbi og har nogle
hyggelige stunder. På samme måde ville jeg gerne skabe et alternativ, hvor
træet er i fokus, og hvor det er muligt for dem, der har nogle andre interesser
end keramik og smykker, at tilbringe kvalitetstid sammen, og her opstod
Byggebar-idéen, siger manden bag det nye cafékoncept, Christian Kloster.
Som
en vigtig del i at få værkstedscaféen op at køre har Christian Kloster allieret
sig med en af Danmarks førende træproducenter Palsgaard Spær. Her har man for
et mindre symbolsk beløb valgt at støtte caféen ved hver måned at lade en del
af virksomhedens overskudstræ gå til byggeprojekterne i værkstedscaféen – til
fordel for både projektet, børnefamilier og håndværksfaget.
-
Vi har i høj grad en interesse i, at der kommer et større fokus på træbyggeri
og håndværksfagene, og her er Byggebar en helt oplagt mulighed for at
introducere børn og unge til det tidligt. Derfor har vi valgt uden økonomisk
gevinst at støtte værkstedscaféen med vores overskudstræ, som ellers ville være
brugt til træpiller. På den måde håber vi på, at der kommer mere fokus på
træarbejdet, som kan motivere flere til senere i livet at tage en
erhvervsuddannelse. Vi har brug for mere uddannet arbejdskraft i byggebranchen
– ikke mindst inden for træbyggeri, som, vi tror på, er fremtiden, forklarer
værkfører i Palsgaard Spær, Jan Henrik Haagen Rasmussen.
I
første omgang er Byggebar-konceptet åbnet i Istedgade i København, men inden
for få år er det planen, at det skaleres op til øvrige lokationer i Danmark,
hvis konceptet bliver en succes. Også her er det planen, at Palsgaard Spærs
træklodser og afskær skal give børn og voksne hyggelige stunder.
-
Planen er, at Byggebar skal blive til en kæde på flere lokationer i Danmark,
hvor der blandt andet også skal være gør-det-selv-kurser for voksne,
teambuilding og personaledage for virksomheder samt børnefødselsdage og
lignende. Og her er det klart, at der ikke mindst nu, men også forhåbentlig på
sigt bliver behov for rigtig meget træ, og i den forbindelse sætter jeg stor
pris på samarbejdet med Palsgaard Spær, som er med til at gøre første skridt af
min drøm om en Byggebar-kæde til en realitet, fortæller Christian Kloster.
Den
første af forhåbentlig flere caféer har plads til cirka 40 gæster, som booker
en tid af to timers intervaller. I de to timer kan cafégæsterne frit gøre brug
af træet fra Palsgaard Spær, som kan blive til alt fra en ipadholder eller en
flagstang til en bil eller et lille bord. Der vil være værktøj tilgængeligt,
mens det samtidig er muligt at hygge med pizza, sodavand, kaffe og kage.
For yderligere information kontakt
venligst:
Rikke Henningsen Herrguth, kommunikations- og marketingansvarlig, Nordic Wood Industries, tlf. 60 38 90 45 og e-mail: rhh@nowi.dk
Om Palsgaard
Spær
Palsgaard Spær er Danmarks største og ældste spærfabrik med mere end 125 års
erfaring og stolthed over at arbejde med træ. Træ er den primære råvare, og Palsgaard
Spærs løsninger produceres på topmoderne fabrikker med den nyeste teknologi
blandt andet robotter. De tilbyder alle former for træspær, Posi-Joist™
bjælker, tagmoduler, dækmoduler, vægrammer og råhuse - alle med
PEFC-certificering. Alle produkter kan bruges individuelt eller kombineres til
at skabe et komplet råhus efter behov. Palsgaard Spær har afdelinger seks
steder Danmark og fire produktionsfaciliteter, som ligger i henholdsvis Hampen,
Kliplev, Slagelse og Sindal.
Palsgaard Spær er en del af koncernen Nordic Wood Industries, der er
en af Danmarks førende producenter og leverandører af træbaserede materialer og
præfabrikation til bæredygtigt byggeri i Danmark og udvalgte lande i
Nordeuropa. Koncernen beskæftiger samlet 700 medarbejdere og dækker på
nuværende tidspunkt 12 lokationer i både Danmark og udlandet.
Læs mere på www.palsgaardspaer.dk