I en tid,
hvor træ vinder endnu større indpas som byggemateriale, er det for første gang nogensinde
lykkedes at få godkendt gennemimprægneret limtræ i gran til udendørs bærende
konstruktioner. Bag nyheden står limtræsproducenten Lilleheden i Hirtshals og
træ- og facadebeklædningsproducenten Superwood i Hampen, der er gået sammen om
udviklingen af det nye produkt kaldet Superwood Lilleheden Limtræ.
De to trævirksomheder
Lilleheden og Superwood har forenet deres kernekompetencer inden for
henholdsvis limtræ og gennemimprægnering, og det er der kommet lidt af en nyhed
ud af. De to virksomheder lancerer nu et gennemimprægneret limtræsprodukt, som er
godkendt til anvendelse i udendørs bærende konstruktioner uden yderligere
træbeskyttelse – noget, der tidligere kun har været forbeholdt indendørs
limtræsløsninger.
- Vi er
meget glade for samarbejdet med Superwood og for, at vi endelig kan løfte
sløret for vores nye fælles produkt Superwood Lilleheden Limtræ. Lilleheden har
i mere end 90 år produceret konstruktionslimtræ, og vi er kun kommet så langt,
fordi vi kontinuerligt udvikler vores produktionsmetoder – blandt andet i
samarbejde med andre dygtige aktører i træindustrien. Det er vores samarbejde
med Superwood et godt eksempel på, og vi er stolte over, at vi kan præsentere
en helt ny løsning til udendørs bærende konstruktioner, siger Hans Henrik
von Platen-Hallermund, administrerende direktør i Lilleheden.
Imprægneringsmetode bibeholder træets styrkeegenskaber
Ofte vil processer og modificeringer svække styrkeegenskaberne i træet, og
derfor har det ikke tidligere været muligt for Lilleheden at tilbyde
imprægneret konstruktionslimtræ i gran. Det har Superwood dog formået at ændre
på, for som de eneste i verden kan de gennemimprægnere grantræ uden at svække
træets styrkeegenskaber.
- Superwood er de eneste i verden, som kan
gennemimprægnere grantræ, og det gør vores nye limtræsprodukt egnet til
anvendelse i brugsklasse 3 i henhold til DS/EN 335, hvilket betyder, at træet
kan anvendes på steder, hvor det eksponeres for vind og vejr. Vi benytter en
speciel metode til gennemimprægneringen, som trænger ind hele vejen igennem
grantræets tværsnit og efterlader ca. 120 gram træbeskyttelsesmiddel pr.
kubikmeter – nok til at mangedoble træets holdbarhed, og det sker samtidig uden
at opfugte træet, siger Ole Dalsgård Nielsen, administrerende direktør i
Superwood, og fortsætter:
- Det har
selvfølgelig en positiv indflydelse på den produktspecifikke EPD, som vi har
fået udarbejdet, for at gøre det så simpelt som muligt for entreprenører og
bygherrer at indregne limtræet i deres LCA-beregninger. Vi har allerede leveret
det nye limtræsprodukt til konstruktioner flere steder i Skandinavien, hvor det
har givet gode resultater – og vores projektkunder har taget rigtig godt imod
produktet. Nu er vi klar til at gå bredt ud med produktet hos vores forhandlere
i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland, hvor vi håber, at det bliver taget lige
så godt imod.
Nye æstetiske muligheder i bærende konstruktioner
Til de udendørs limtræskonstruktioner benytter Lilleheden grantræ fra de
nordlige egne af Skandinavien, hvor granen vokser langsomt og dermed opnår en
høj densitet og styrke, der er nødvendig i produktionen af limtræ.
- På trods af limtræets høje styrke og udbredte brug i
bærende konstruktioner har det førhen været nødvendigt at beskytte det ved
udendørs brug. Men gennemimprægneringen betyder, at limtræet ikke skal
beskyttes med eksempelvis en klimaskærm eller maling. Det giver nye æstetiske
muligheder, som vi mener der er behov for i en tid, hvor byggerier med bærende
konstruktioner i træ vinder frem, fortæller Hans Henrik von
Platen-Hallermund.
Hans Henrik von Platen-Hallermund tilføjer, at Lilleheden og
Superwood dog stadig anbefaler endetræsforsegling og løbende vedligehold som
ved alle andre konstruktioner.
Superwood
Lilleheden Limtræ vil blive solgt af Lilleheden og Superwood gennem forhandlere
over hele landet.
For yderligere information
kontakt venligst:
Rikke Henningsen Herrguth, kommunikations- og marketingansvarlig, Nordic Wood Industries, tlf. 60 38 90 45 og e-mail: rhh@nowi.dk
Om Lilleheden
Lilleheden blev grundlagt i 1930 og beskæftiger i
dag 65 medarbejdere på fabrikken i Hirtshals. Kerneproduktet er klimavenligt
konstruktionslimtræ til byggeprojekter i både ind- og udland. Derudover har
virksomheden fokus på logistikløsninger, der sikrer hurtig ekspedition og
landsdækkende levering til tiden.
Lilleheden er en del af koncernen Nordic Wood Industries, der er en af
Danmarks førende producenter og leverandører af træbaserede materialer og
præfabrikation til bæredygtigt byggeri i Danmark og udvalgte lande i
Nordeuropa. Koncernen beskæftiger samlet 700 medarbejdere og dækker på
nuværende tidspunkt 12 lokationer i både Danmark og udlandet.
Læs mere på www.lilleheden.dk
Om Superwood
Superwood A/S
er etableret i år 2000 og er i dag ejet af CJ gruppen og adm. direktør Ole
Dalsgård Nielsen. Virksomheden tilbyder arkitekttegnede facadeløsninger i
gennemimprægneret kvalitetsgran, der beskytter træet mod råd og svamp, hvilket
forlænger træets holdbarhed markant. Teknologien der bruges til
gennemimprægneringen, modtog i 2003 EU’s miljøpris.